Det her er ikke bare et kursus. Det er et fællesskab!

Som kursist hos mig bliver du en del af et hyggeligt (til tider lidt bims) netværk med adgang til en lukket Facebook-gruppe og en ret aktiv chat, hvor vi deler viden, fejrer sejre, støtter hinanden og lige sender en peptalk af sted når noget virker som en udfordring. Vi går op i at løfte hinanden – men også i at holde en høj standard: du skal være åben for feedback, klar på at lære, og ja, du skal også kunne tage imod konstruktiv kritik uden at flå hovedet af nogen.

Jeg er ikke bleg for at sige det højt hvis nogen afviger fra det niveau og de værdier jeg/vi står for. Hvad du laver efter kurset kan jeg ikke bestemme – men jeg står 100% ved at hvis jeg ikke kan stå inde for arbejdet en kursist leverer efterfølgende (vi snakker skadelige påsætninger, flabet/dårlig kundevejledning osv), så er jeg ikke bleg for at melde ud at jeg ikke står inde for denne kursist. Det er mit ”stempel” du går rundt med og det betyder meget for mig og mine kursister. Så hvis du er halvhjertet omkring dette, så er det her ikke noget for dig.

”Enhver idiot kan lære at flette”. Det er faktisk sådan jeg nærmest altid starter mine kurser. For nej, det er ikke fletninger der kræver det store, men det er alt teori omkring hvordan sektioner skal deles op for ikke at skade, hvordan forskellige typer af hår skal håndteres osv. Hvad gør du med en kunde som har psoriasis, seboroisk eksem, alopecia osv - eller hvad med en kemo-patient..? Hvad hvis du har en kunde med Mermaid Locks som pludselig får lus? Er udtagning den eneste vej…? Det er ikke ”bare” lige at flette…

Selve kursusdagen består af rigtig meget praksis. Min erfaring er, at sender man for meget teori ud samtidig bliver det hurtigt noget rod i hovedet – tro mig, du er bombet nok i hovedet bagefter i forvejen! Men det er derfor jeg har Facebook-gruppen! Her kan du læse dig frem til en masse og stille alle de spørgsmål du vil og samtidig ender du måske med at hjælpe en anden med noget! Mine kursister lærer super godt ved at spare med hinanden mens jeg holder hånden under. I ny og næ afholder vi små træningsdage hvor der bliver øvet på hinanden mens der deles tips og tricks.

På selve dagen kan du forvente følgende:

  • Hands-on træning på model med fuldt sæt
  • Hår-teori og teknisk viden bag Mermaid Locks (fletninger, opdeling af hår, hårtyper osv).
  • Farveteori
  • Lidt om kunstige fletninger og Dreadlocks
  • Påsætning af ekstra pandehår
  • Vejledning i kundepleje/håndtering
  • Snak om risikoer, pasning og tilklipning

Max. 2 deltagere på kursus for optimal læring og fokus. Kursusdagen starter som regel kl 10 og slutter mellem 17-19. Der er snacks og drikkevarer på dagen! Du får alt værktøj du skal bruge for at komme i gang!

Jeg anbefaler at man søger modeller så snart man er tilmeldt kurset (tilmeldingsgebyr 1500kr af samlet pris), så man kan komme i gang hurtigst muligt. Det er ret vigtigt at du får et par forskellige hoveder i hænderne hurtigst muligt mens teknikkerne stadig sidder i fingrene.

Kursus med eksamen; 6500kr:

Efter kursusdagen har du en træningsperiode hvor du skal dokumenterer påsætninger i form af billeder og evt videoer af bunden, fletninger og diverse vinkler. Du får feedback på disse. Når 10 af dine sæt er godkendt går du til eksamen (du har 3 timer til en påsætning). Består du, får du Diplom og Eksamensbevis i ét. Består du ikke, så er det en om’er. Skal der pålægges endnu en eksamensdag er prisen 1500kr.

Har du spørgsmål? Skriv endelig – jeg hjælper dig med at finde den rette vej for dig!